![]()
![]()
Helt forsvundet er jeg ikke. Jeg er her stadig, men i ændret form. Fysisk såvel som mentalt. Det vidste jeg godt ville ske, men jeg vidste ikke hvordan. Så blev jeg mor. Er man så andet?
I lang tid nej. Og det er sat på spidsen. Men i morgen bliver Alfred et halvt år (her følger den obligatoriske: WTF!) og jeg har lyst til at lave en status. Hvordan er de 6 måneder så gået. Hvad er der sket, hvordan har jeg klaret det, hvordan har jeg forandret mig, hvad er kommet igen og hvad kommer måske aldrig tilbage.
Jeg har talt og skrevet lidt om det. Det var hårdt at blive mor. Det tror jeg er en oplevelse som vi alle har, os som er mødre. Det er en gigantisk omvæltning og jeg følte og føler at alt kastes op i luften og jeg har ikke tid til, at samle det op. Jeg har konstant en bagkant og der er hele tiden en baby som afgør, hvad jeg kan hvornår og hvor længe. Det er mega hårdt og det kan godt være drænende i længden. Særligt kombineret med søvnmangel. (i øvrigt tak for alle jeres tilbagemeldinger på dette indlæg, det var meget brugbart!!).
De sidste 6 måneder er fløjet afsted og samtidig husker jeg kun svagt hvordan det var, da jeg ikke havde Alfred i mit liv. På mange måder føler jeg, at jeg er et helt nyt menneske. Jeg bliver aldrig den gamle Matilde igen. Og jeg vil savne hende, men hende her kan noget andet. Jeg er mor og jeg har ansvaret for et lillebitte menneske, som jeg har skabt og bedt komme til verden. Den kærlighed som fylder mig hver eneste dag, er voldsom, ny og overvældende. Og mest af alt det bedste jeg nogensinde har følt. Det er som at være nyforelsket, men alligevel slet ikke. En fuldstændig ubetinget kærlighed som jeg kun kan huske at have følt, for min lillebror.
Den første tid, de første par måneder bar præg af, at vi var helt nye. Og at det hele var enormt overvældende. Kejsersnittet (som jeg nok skal få skrevet om snart!) var voldsomt og voldte vanskeligheder og smerter. Afbrudt søvn og lange amninger og en lille bitte dreng, som helst skulle være hud mod hud hele tiden – dét var voldsomt og en stor omvæltning. Den første tid bar også præg af, at vi på en måde var i sorg. Sorg over at tiden hvor vi bare var os to, var slut for altid. Og så fyldte sorgen over, at vi pludselig var ekstremt sårbare. Ofte kiggede vi på hinanden og talte om, hvorfor vi dog havde bragt os i den situation, at kunne miste. “Der må ikke ske ham noget“, fyldte meget. Kombinationen med hormoner for fulde gardiner, havde også sit at sige.
Så kom rutinerne og vanerne. Vi vænnede os til, at natten aldrig var uden afbrydelser. Vi gik tidligt i seng, for når Alfred sov, så ville vi sove. Vi lærte hvornår og hvordan det var nemmest at give d-dråber. Hvordan vi skiftede nemmest og bedst. Hvor mange bleer vi skulle have i hjemmet. Hvor meget vasketøj man egentlig vasker. Hvor meget tid der egentlig går med ingenting. Det vidunderlige spild af tid, som min kloge far sagde. Som vist nok er fra en sang.
Friheden til at hoppe på cyklen og drikke rosé i parken med mine veninder. At danse til den lyse morgen. At løbe en tur og løbe så langt, som jeg gider. At træne hårdt – både tiden og energien er ret så svingende til dét projekt. Kroppen som nu er en anden. Som på mange måder ser helt anderledes ud. Mit forhold som også er blevet praktisk. Vi kan ikke længere ligge i ske så længe vi har lyst, det skal sommetider planlægges. Det er en ekstrem stor omvæltning og alt i mit liv er anderledes nu. Og sådan er det fordi Alfred er så lille og fordi at jeg ammer. Hvis jeg gav flaske, kunne jeg mere smutte hjemmefra. Jeg elsker at amme og jeg føler mig meget priviligeret over at jeg kan – det er jo som bekendt ikke en selvfølge, særligt ikke efter et kejsersnit.
Alfred er så dejlig en lille dreng. Og han er nem. Hans rutiner (hvis man kan sige baby og rutiner i samme sætning) svinger og det samme gør hans søvnmønster, men vi finder ud af det. Kristian har barsel nu og frem til midt oktober – så nu er vi to. Samtidig kan vi fra i morgen give “rigtig” mad til Alfred og dét glæder jeg mig til. Samtidig er det enormt ambivalent – for det er også et skridt væk fra mig. Men jeg er klar til, at tage det skridt sammen med ham. For jeg har mere og mere brug for, at kunne lave andre ting. Jeg vil stadig være sammen med ham – stort set hele tiden – men jeg glæder mig også over at jeg kan løbe en tur, ses med en veninde og f.eks. arbejde lidt og han kan have glæde af sin far. Det er så dejligt – og det er et perfekt tidspunkt for Kristian at have barsel. For Alfred kan lidt mere nu og Kristian kan langt mere med ham, end da han var helt nyfødt.
Hende som jeg kendte, som ikke kommer igen. I hvert fald ikke i samme form. Hende vil jeg savne. Det var så bekymringsfrit (og selvfølgelig var det ikke det!). Men det føles sådan, når jeg tænker tilbage. Nu har jeg taget hul på et nyt kapital i mit liv. Og det er ikke ligesom at tage hul på et kapitel, med en ny kæreste. For han behøver ikke at være evig (selvom jeg da håber!). Men jeg er mor for evigt. Det er et job jeg ikke kan sige op, jeg kan ikke engang bede om en fridag og uretfærdigt nok findes der ingen afspadseringstimer. Jeg ville i så fald have de første 100.
De første 6 måneder har været for vilde. Jeg synes først at jeg er ved at finde mig selv i det hele. Jeg stoler på processen og jeg vokser med opgaven. Alt det som var vildt hårdt og svært i starten, bliver nemmere og nemmere. Jeg havde så svært ved, at komme ud de første par måneder (også med kejsersnit sår og så var det pisse koldt i de måneder), men nu går det som en leg. Jeg tager det rimelig stille og roligt. Når Alfred græder skal jeg stadig øve mig på, at det er okay og hans måde at ytre sig på. Han kan jo ikke andet. Og i starten græd jeg, når han havde grædt færdigt. Nu trøster jeg og ved at det går over. Jeg kender ham meget bedre nu, jeg kender hans signaler og hvornår han har brug for, at vi tager en hjemmedag og ingen planer har. Dem har vi flest af.
Jeg savner mange ting, men mest af alt så nyder jeg min nye familie. Som jeg selv har skabt. Som er hele min verden. Alt andet bliver tæt på ligegyldigt, så længe dem jeg elsker har det godt.
Jeg kan mærke at flinkepigen, som ellers har boet i mig – er blevet lidt mere rå. Jeg siger mere fra og jeg er meget bevidst om, at jeg er Alfreds mor og advokat. Ham skal jeg passe på og så må folk tænke hvad de vil. Det føles fedt at sige fra. Det føles fedt at passe på ham og på mig selv. Og det er kun på tide, at jeg lærer at sætte foden ned. Samtidig med en forståelse for, at det er umuligt at forstå, hvis man ikke selv har et barn. Og jeg forstår – for jeg forstod heller ikke. Og det skal man heller ikke. Jeg har også en følelse af, at jeg er blevet mere mild. Og det synes jeg klæder mig. Jeg synes det er det bedste job i verden, at være mor. Jeg elsker at være mor. Jeg er en god mor og jeg gør mit allerbedste – næsten hele tiden.
Jeg glæder mig til at se det næste halve år – og jeg glæder mig til at vokse endnu mere med opgaven. Og så vil jeg nyde lige nu, for det er en tid som vi aldrig får igen.
The post Hende jeg kendte som forsvandt appeared first on Helse Matilde.
